21.10.2025 / Bluelog.dk

Første årsregnskab præsenteret

Blue Logistics Group A/S præsenterer første årsregnskab

Blue Logistics Group A/S har siden sin opstart januar 2024 og frem til regnskabsaflæggelsen realiseret det forventede omsætningsniveau på DKK 1,0 mia og et EBITDA på DKK 30 mio.

Virksomheden driver i dag aktiviteter inden for vejtransport, sø- og luftfragt, lagerlogistik, containertransport og tilknyttede serviceydelser – og betjener kunder på internationalt niveau med lokal forankring.

Partnerskab og frihed som vækstmotor

Blue Logistics Groups grundide´ står på et fundament af et 2-delt DNA:

  • Partnerskab, som sikrer lokal forankring, medejerskab og stærkt kundefokus
  • Frihed, som giver hvert selskab i Gruppen mulighed for at tilpasse sig kundernes lokale behov uden central begrænsning

DNA’et har ifølge stifterne været afgørende for udviklingen i det første regnskabsår.

”Vores forretningsmodel med medejerskab gennem partnerskaber og deres frihed til at forvalte det, vinder klart gehør i branchen – både blandt de dygtigste speditører, som har en selvstændig i maven – men også overfor selskaber, som står foran et generationsskifte eller vil være en del af noget større. Vi tilbyder en klar rejse, defineret exit-muligheder og en frihed til at påvirke sin egen situation og fremtidige succes. Vores DNA er klart – og det er det også i hverdagen!” udtaler Karsten Mathiesen, som er en af de 2 stiftere bag selskabet.

Første regnskabsår: Godt fra land

I perioden har Blue Logistics Group etableret sig med 21 selskaber integreret i koncernen på tidspunktet for regnskabsaflæggelsen. Antallet af selskaber afspejler den interne vækststrategi med – et nyt selskab hver 6. uge, enten via opkøb eller opstart.

Dialogen med aktører i branchen er drevet af interessen for vores partnerskabstankegang, som bruges såvel nationalt som internationalt – ”både selskaber, som ønsker at komme med på rejsen og nogle af de dygtigste i branchen får muligheden for at gå selvstændig uden at blive demotiveret af store overhead-omkostninger, styring og begrænsning fra et hovedkontor – det skaber et momentum, så vores mailboks fra interesserede partnere aldrig er tom” – siger CEO Mikkel Fruergaard – og fortsætter ”vi tilbyder dem trygheden omkring hverdagen for omstændigheder, som spiller en stor rolle i et mindre set up – og er svære at håndtere i en mindre virksomhed, herunder cybersecurity, likviditetsbehov, større udbud fra internationale kunder og en hverdag med omskiftelige krav fra EU, Styrelser og myndigheder. Vi tager bøvlet – de driver forretningen”

Et unikt nøgletal – indikator for selskabets udvikling

Blue Logistics Group navigerer med et utraditionelt finansielt nøgletal som udtryk for udviklingen i selskabet. ”Vores vækst frem mod den planlagte børsnotering i 2030 bliver forventeligt af et sådan omfang, at omsætningen i årsregnskabet ikke afspejler virkeligheden, men en bedaget version af vores niveau – og vi vil gerne afspejle udviklingen mere konkret med dette nøgletal” udtaler CFO Mikkel Berg og fortsætter ”Det er et nøgletal, som udviser øjebliksbilledet og udviklingen år-til-år mere reelt end blot et årsregnskab, som beretter om de 12 måneder som allerede er gået – det afspejler vores virkelighed i langt højere grad, når nu vores opkøbstempo er og vil være på dette forventede niveau”  

Nøgletallet er:

(omsætningen i sidste måned af regnskabsåret – nemlig juni måned)

“Juni måneds omsætning x 12”.

Ved regnskabsafslutningen pr. 30. juni 2025 udgjorde dette nøgletal

DKK 1.056 mio.*

(* = Da der er tale om første regnskabsår for selskabet, vil der først være et relevant sammenligningsgrundlag ved næste regnskabsaflæggelse)

 

Fremtiden – rejsen fortsætter

Blue Logistics Group fortsætter rejsen gennem opkøb og organisk vækst/opstart af virksomheder og altid med partnere ombord og med udgangspunkt i de rette mennesker frem for geografiske strategiske planer. ”Vi vil hellere åbne et stærkt og solidt selskab med de dygtigste lokale partnere i et mindre marked end blot at fokusere på markedsudviklinger globalt. Branchen er så fragmenteret, at det aldrig bliver en udfordring at lave indtog på et givent marked, den dag det giver strategisk mening – men indtil videre, så er det afgørende at fortsætte udviklingen med de bedste menneskelige kompetencer ombord.” udtaler COO Nicklas Eggert og fortsætter ”Vores rejse her frem til viser, at det i rigeligt omfang bringer os ud på de relevante markeder. Vi skal bare følge vores kunder og deres behov og dem skal vi servicere med de bedste produkter via de bedste kollegaer. Per dags dato har det bragt os egne selskaber i 7 forskellige lande, 21 selskaber og på 3 forskellige kontinenter. Indenfor få måneder, kommer der endnu en håndfuld selskaber med ombord, hvor også flere nye lande bliver indlemmet med egne selskaber. Det er vores formel – og den fortsætter vi med at følge”.

Årsrapport 2024/2025