Udskiftning hos Blue Logistics Group
Blue Logistics Group indleder nu næste fase i udviklingen. Dette medfører at Mikkel Fruergaard fratræder sin stilling, og nuværende CFO Mikkel Berg konstitueres som CEO, indtil den rette permanente og langsigtede CEO er fundet.
Blue Logistics Group har på et par år udviklet sig fra opstart til en international logistikplatform med en omsætning på ca. 1,5 mia. kr. Denne rejse har krævet en udpræget entreprenant tilgang, som har været afgørende for at opbygge forretningen i det høje tempo.
Den næste strækning – fra nuværende niveau på DKK 1,5 mia. i omsætning og frem mod en planlagt børsnotering – og efterfølgende rejse som et børsnoteret selskab stiller imidlertid andre krav til ledelsesprofilen. Bestyrelsen har derfor ud fra et “horses for courses”-princip igangsat en struktureret søgning efter den CEO-profil, der bedst matcher gruppens næste fase.
“Der er ingen hast. Forretningen er sund, strategien ligger fast, og organisationen står stærkt. Vi har både tid og tålmodighed til at finde den helt rigtige kandidat” udtaler bestyrelsesformand Morten Mathiesen.
Gruppens CFO – Mikkel Berg – konstitueres som CEO for at sikre kontinuitet i den daglige drift og eksekvering af den eksisterende strategi vedrørende integration på tværs af selskaberne og indlemmelse og opstart af nye selskaber i Gruppen.
Blue Logistics Group takker Mikkel Fruergaard for hans rolle i opbygningen af Gruppen til nuværende niveau.
Mikkel Fruergaard udtaler ”Jeg har været glad for at være med på rejsen og skal da også sige, at jeg gerne havde set rejsen fortsætte sammen. Desværre har private omstændigheder gjort, at bestyrelsens forventninger til min rolle og person ikke længere var forenelige. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over uforeneligheden, men er glad for at vi sammen har fundet en mindelig løsning, som begge parter kan se sig ind i.”
Mikkel Fruergaard fratræder stillingen dags dato.
For mere information om Blue Logistics Group og billedemateriale besøg:
www.bluelog.com
Kontakt:
Morten Mathiesen
T: 24606037
M: mm@bluelog.com